Snorkende Molly

Molly, en Cavalier King Charles spaniel tæve på 4 år, kom til klinikken med en historie om, at hun meget nemt blev forpustet og ingen kondition havde. Ved undersøgelsen kunne konstateres, at der var meget støj/ snorken ved vejrtrækningen. Selv når hun var i ro, kunne tydelig høres snorken. Ejer fortalte, at hun havde svært ved at gå lange ture, og hvis det gik lidt op ad bakke, måtte hun standse op flere gange.

Molly havde det man kalder ” for lang blød gane”.

Der aftaltes tid til operation.

Ved operationen skærer man et stykke af bagkanten af den bløde gane. Det er lidt af en ”fingerspidsfornemmelse”, hvor man skal skære, for vorherre har ikke lavet en stiplet linie i ganen, hvor der står: ”klip her”.

Hvis man tager for meget af, vil hunden få synkebesvær, og risiko for fejlsynkninger.

Da vi var færdige med operationen, var det blevet frokosttid, så vi tog Molly med ind i frokostrummet, så vi kunne holde øje med hende.

Imens vi spiste, rejste Molly sig op, og begyndte at gå rundt. Der var ikke en lyd at høre fra vejrtrækningen.

Ved opfølgende snak med ejer, kunne han oplyse, at Molly nu klarer gåture og bakket terræn uden problemer. Når hun er i fuld fart, er der en lille mislyd.

Det må være mærkeligt, at få en hund hjem, der slet ikke kan høres, når man i 4 år har været vant til altid at kunne høre hvor Molly var.

 

Dyrlæge Søren Kingo Nielsen